​​​​​Der har selvfølgelig været mange tankeprocesser i gang, før dén sætning dukkede op i mit hovede - det går mig i den grad på at vores vokabularium degenereres i  et accelererende a Clockwork Orange´agtigt scenarie.

​

Generationer taber måder at kommunikere på og kulturer forsvinder og denne proces har ikke ændret sig gennem menneskets historie. 

Dominans er hér for at blive, men - "nogle gange bliver man træt af at høre på sig selv og trænger til en anden stemme?".​

​

​Uden at have navngivet verden, så eksisterer den ikke. Semantik danner fundament for vores indre tankeverden - senere sprog og fælles referenceramme.

 

I dag bremses tankeprocessen i ekkokamre af interessefællesskaber og algoritmer - ja, vi taler socialt og digitalt - og vi bliver bogstaveligt talt rodløse på alle planer og - som det flokmenneske vi er, som er suckers for anerkendelse, så er vi endt i en angstfyldt, narcisistisk blindgyde, hvor vi ikke kan undslippe vores eget klaustrofobiske selskab.

​

Overlevelsesinstinktet, der gjorde os til nomadefolk, kæmper for at have en berettigelse. Men vi er ved at blive kvalt i mainstream i den desperate jagt på dét, der skulle gøre os unikke individer, men, det eksisterer ikke mere og kultur for kulturegenarter udvandes i jagten på det ukendte land, som ér fundet.

Heldigvis er protesterne startet på de store turistmål, i kamp for at bevare egenarten af lokalkulturen, der drukner i souvenirbutikker med ligegyldigheder produceret i Kina.

​​

Men - "tilbage til mig":

 

Lars Asbjørn Nielsen, nær født i en pløjfure nær Gislinge, vokset op i Hjortespring/Herlev/Hareskoven og Vestsjælland og - har siden været rundt på dartskiven, for at følge mine interesser, kærlighed, studier m.m.

​

Som følge af en nærdødoplevelse som 6 årig, så har jeg gennem hele mit liv forsøgt finde ud af hvad der reelt skete og - forsøgt forstå dét jeg oplevede, gennem brug af forskellige materialer, fotos, stenskulpturer, tegninger, malerier, m.m. "Et udtryk for et aftryk af et indtryk" i et forsøg på at få oplevelsen ud i en armlængde og forstå det oplevede.

​

Det tog mig omkring 30 år at rekonstruere et ego set i rammen af den socialkonstruktivistiske model, hvilket også har dannet baggrund for min udstilling "Vi er de relationer vi indgår i, alt andet er illusorisk."

​

Jeg har valgt to af verdens hårdeste materialer at arbejde i.

Den menneskelige psyke og granit (diamanter er for småt), hvilket ikke har været helt tilfældigt, da modstand altid har holdt mig skarp, mentalt, fysisk, psykisk.

Der er også en tredje mulighed, men mod tåber kæmper selv guder forgæves.

(Heldigvis tror jeg ikke på en personificeret gud.)

​

Naturen har jeg altid været stærkt knyttet til og har fået godt kendskab til gennem min uddannelse som anlægsgartner, hvor jeg har været indenfor alle uddannelsens muligheder. Efterfølgende, fordi psykologi og socialisering, altid har været i mit fokus, så tog jeg uddannelsen som social- speciallpædagog og - udover at blive kastet ud i uddannelsessektorens popularistisk turbulens, så fik jeg kendskab til de mange aspekter ved dét at være menneske.

​

Dansk kultur skranter, kvalt af mainstream og manglende nysgerrighed for livet generelt, det være sig fra samfundsmæssig og politisk hold og - det individuelle initiativ, motivation for og støtte til de kreative/musiske fag er ikke de medmenneskelige værdier, der søges, fordi fokus mest er på materielle værdier. Det er hér danskerne har valgt en helt særegen retorik, hvor dehumanisering, deprofessionalisering, social dumpning og topstyring er blevet implimenteret i den daglige politiske tale om værdier i uddannelses- sygehus- "velfærds" systemet. 

​

Jeg plejer at sige "jeg dør af velvære" og det er sagt i stærk ironi, fordi - rig bliver jeg aldrig. Jeg har været gift ind i en milliardærfamilie og - har arbejdet for én, og - ved du hvad? 

Det er virkelig ikke dét værd.

​

Min verden består altså ikke af at tjekke indekset for værdien af mursten eller kapitalinvestering - så min valuta er ren kryptovaluta - altså ikke eksisterende. Og dog.

​​

​​